"I´m possible"

Der findes mange kloge ord omkring, hvad vi mennesker kan bedrive.
En af mine mange favoritter er ordet Impossible. Ved hjælp af en apostrof og et lille mellemrum ser ordet hélt anderledes ud; I´m possible

Historier om mennesker der har gjort det, "man" sagde var umuligt kommer i hobetal. Jeg vil ikke nævne nogen bestemt. Du har dine egne favoritter.
Mennesker der har fulgt deres vildeste drømme, fordi de ikke ville nøjes.
Mennesker der ikke ville nøjes med, at have det OK hver dag. De ville være lykkelige.
Mennesker der ikke ville nøjes med, at have mindre glæde og indhold i livet end det bedste og største.
Mennesker der gik efter drømmen og aldrig, aldrig gav op.

I går oplevede jeg en smule hån på Facebook. Jeg var selv ude om det og jeg vidste det godt på forhånd at det nok ville ende sådan. Jeg lagde selv op til den.
Jeg uploadede et billede, taget med min mobil, af et æg der stod lodret. Spurgte frejdigt om der var andre der kunne.
Og selvom jeg ærligt kunne sige, at der ikke var snyd iblandet, så blev det ikke taget for gode varer.
Og det er ok, for vi véd jo at æg ikke kan stilles på højkant. Det er nemlig umuligt.
Men mindre vi koger det først og derefter stiller det lidt bestemt ned i bordet eller halvt opløser kalkskallen i kemi.
Sådan er det bare.

Men er det?

I dag har jeg taget en lille video med min mobil. Fordi jeg har lyst til, at vise dig det i levende billeder. Videoen er skæv, mit køkken er ikke i æstetisk tilstand og jeg er lige så uglet som jeg plejer, at være ;).
Men se selv og så skal jeg lade det være op til dig selv, at bedømme om jeg har badet ægget i kemi eller på anden måde har forsøgt at snyde dig.
Jeg vil ikke forsvare det yderligere.

Og når du så selv er lykkedes med, at stille det æg på højkant (tålmodighed og koncentration min ven. Det kan tage lidt tid første gang), skal vi så ikke tale om dine drømme.
Helst dem du føles dybest inde men måske er mest bange for at tænke på (dem der skaber mest frygt er ofte dem du føler mest for).
Fortæl mig om dem på en måde, så du kan mærke med hele kroppen hvordan det er, at være nået frem til dette punkt i dit liv. Smyg dine følelser omkring historien og mærk hvordan det er, at være der.
Mærk hvor lykkelig du er.

Jorden er et fantastisk sted at leve - og du er et strålende levende væsen, der fortjener det bedste.

Vælg aktivt hver morgen, at dette bliver en god dag.
Vælg hver dag, at være taknemmelig for det du allerede har i dit liv. Stort som småt.
Hav kærlighed til alt hvad du gør og alle du ser.
Skift misundelse ud med begejstring.
Skift had ud med tilgivelse.

Og jeg lover dig, at stille et æg på højkant er pludselig bare en biting i forhold til de ting du fuldfører.

♥♥♥♥♥♥♥♥♥♥

Og hvad så nu? Og hvad så dér? Hvad var det lige, vi lærte her..

"Men hvad så nu? 
Og hvad så dér? 
 Hvad var det lige, jeg lærte her? 
Jeg lærte, at ’skole’ betyder ’frihed for beskæftigelse, fritid og ro’. 
En skole er altså et frirum, hvor viden kan vokse og gro. 
Og en lærerskal undervise eller ’educare’, 
Og det betyder ’at lede’ eller ’bringe noget frem’. 
Det vil sige uanset, hvor mange gram 
Du har oppe omkring din hjernestamme, 
Så er den gode lærer den, 
der kan bringe mest muligt frem."
(Resten af ordene skal Kristian selv få lov at fortælle. Se videoen herunder)

Kristian Jensen, jeg kender dig ikke, men dine ord giver mig kuldegysninger.
For POKKER da, tak fordi du delte!

 

Delt og ikke helt - men kun midlertidigt.

En miniferie hvor vores familie var spredt over hele landet.

Malte på MUS Spejderlejr (109 spejdere ml. 6-9 år og deres ledere!).
Far og Matias på drengetur til Orø på telttur.
Kamille og mor alene hjemme. Vi kørte i IKEA efter rammer og andet nødvendigt dims, købte ny seng af Camilla (kig forbi, hun er ved at lave pigeværelset om og hun har SUPER gode tips til indretningen) og var ude i Amager Strandpark efter is og godt selskab.

Og ikke mindst; en søndag hvor vi alle var samlet igen. Brusebade på samlebånd, tøjvask, udpakning, falde om på sækkestole - og pizza og rødvin.

Håber I alle har haft en dejlig forlænget weekend og at alle er kommet godt tilbage på skolebænken her til morgen.

Den ene tager den anden... DIY med papirs"diamanter"

Jeg har foldet papir i dag.
Jeg kunne ligesom ikke stoppe da jeg først var kommet igang!

Jeg fandt linket til DIYén ovre hos Karen Klarbæk og gik direkte videre til den veldokumenterede tutorial.

TAK Karen for det link :-D.

Forårsfest på Steinerskolen

Ja, jeg har min skuldertaske på under kappen. Det ser helt vildt smart ud ik´ ... suk ;).

Solen har skinnet i dag. 

Den har skinnet på en lille skole, der mødtes til forårsfest.

... På kagerne der forsvandt fra fællesbordet med lynets hast.

... På børn og voksne der legede dåsekast, tovtrækning og mange andre gode lege.

... På majstangen der blev bundet og derved - helt uplanlagt - bandt tråd til det håb der var foreviget i ord, for hvad der føles som meget længe siden allerede.

Det er så sandelig forår. På alle mulige planer på en gang.

P.s. Og jeg døde ikke af skræk af, at være konferencier, men lige inden jeg skulle på var det godt nok tæt på!

Mine penge går til guldfisken...

                                                           Source: notjustchildsplay.blogspot.com via Michele on Pinterest

Dagen derpå

Her er stille.
Det har der været lige siden kl. 8 hvor trampen af små fødder og stemmerne langsomt fortonede sig ned af trappen og forsvandt ud i livet.

Så var der helt stille et par timer mere, mens jeg forblev under min dyne og sov tungt videre.
Sådan en weekend som vi netop har haft, tager hårdt på mit sensitive system og ham der jeg er gift med ved det og ville gerne aflevere alle mand de rette steder i dag. Også selvom vi egentlig havde aftalt noget andet i går.

Puslen omkring. Lyden af en blender og vand der kogte et æg.
Morgenmad.

Pling! En email.

Ligemeget, jeg sidder lige og nyder de små regnbuer på mit gulv.

Pling! En email.

Jeg skyller lige blenderen og mit glas af. Tænker, at jeg også lige skal rydde op efter i går, hvor alle mand bare væltede ind af døren og ud i bad, hver især udmattet på sin måde.
Tingene ligger stadig spredt rundt omkring.
Gryden fra den varme kakao står stadig i den Kvickly pose hvor den blev efterladt på køkkenbordet.
Kurven med the, instantkaffe, dolken, køkkenrulle, viskestykker, majskorn, servietter og meget andet, står på køkkengulvet.
Vasketøjskurven bugner af vores bålduftende tøj og tæpper.
For efter alle under 1.5 meter havde været igennem børnevaskemaskinen (brusebad og far vasker. Det er effektivt) og var blevet fodret og puttet, kollapsede de to voksne over en flaske vin og en god film.
Det gode ved opvask og rod, det er, at det stædigt bliver stående til vi selv gør noget ved det.

Pling! En email.

Årh, må hellere se hvad de vil allesammen. Rodet må vente.

Herefter lyden af et tastatur, i noget der var længere tid end forventet.
Søn har været uopmærksom i en time. En lærer vil gerne snakke om det.
Skolens nyhedsbrev skal samles og sendes ud - og sendes ud igen (det skal effektiviseres. Husk at følge op på dette).
Ugens pasningsprogram i den lockout ramte 1. klasse skal opsummeres med forældrene.
Nårhja, mødet i aften omkring forårsfesten på skolen. Hvor langt er vi kommet. Hvad skal der på dagsordenen? Vi har travlt. Det er snart.

Pling! Svar på de udsendte mails.

Hmm, jeg er sulten. Kan ikke rigtig komme til at smøre mig en mad på køkkenbordet. Noget med en kakaogryde og noget mere rod. Nu også fra min morgensmoothie.

Nu jeg er igang med at kigge i køleskabet kan jeg jo lige kigge i fryseren. For hvad med aftensmad til dem der ikke skal til møde.
Sms til mand med plan.

Pling! Sms svar. Vil jeg handle?

Kigge på uret. Klokken er mange.
Jeg.har.ikke.travlt. For det har jeg besluttet mig for.

Ja jeg vil gerne handle.

Sætter mig tilbage til computeren med min mad og mit glas vand. Svarer på et par emails.
Svarer på kommentarer på bloggen og sletter spam.
Finder ind på dejlig venindes nye blog. Læser det hele mens jeg spiser.

Er træt nu.
Mangler stadig at handle, hente børn og gå til møde.

Men jeg har to timer før børnehaven lukker. Jeg.har.ikke.travlt.

I dag er langsom dag og lige præcis i dag har jeg ikke travlt.
Det ironiske er alligevel også, at min hjerne selv er begyndt at luse ud i det, der ikke umiddelbart ligger foran mig. Resten glemmer den.
Min hjerne har nemlig heller ikke travlt.
Det er kun samfundet der har det.

Og gudskelov for langsomme, glemsomme hjerner. Ihvertfald lige i dag.
Altså, når jeg lige har husket at tage tøj på, inden jeg kører ud efter børn og mad. Og til møde, for den sags skyld...

I fri dressur, under åben himmel

- 1 stk. fødselsdagsdreng på 8 år.

- 11 gæster fra 1. klasse.

- 1 stk. skattejagt.

- 13 røde ledetråde.

- 15 skovnisse skatteposer.

- 1 stk. skat med krystaller, der lige passede ned i skovnisse skatteposerne (som man godt nok måtte med hjem).

- 15 stk. snobrødspinde, der kunne udleveres efter man havde vist sine krystaller frem, pænt efter tur på række.

- 2 kilo snobrødsdej.

- 3 liter pandekagedej.

- 8 liter kakao.

- 5 spande med brænde.

- Ukendt mængde syltetøj, honning og chokoladepålæg.

- 1 stk solrig søndag (vi takker ydmygest).

- 1 stk. naturcenter.

Nu 1 stk. kold øl til de to voksne i familien - hver!

Se dét var hvad jeg kalder en lækker dag.

Der var helt vildt mange fisk.

Der er summen omkring det her nye akvarie der er åbnet ude på Amager.
Noget med en hulens masse vand. Faktisk mere vand end noget andet sted i nordeuropa.

Det er det nyåbnede sted Den Blå Planet jeg taler om. Det sted der afløser Danmarks Akvarium, som mange af os nok har rendt rundt i som børn.

Vi måtte selvfølgelig derud!

Der har været lidt omkring lange køer, så det seneste råd vi havde hørt var, at stå klar til kl. 10 når stedet åbnede. Så det gjorde vi.
Stod klar altså.
Vi stod faktisk klar i en times tid, mens vi langsomt rykkede fremad.
Vi anede uråd allerede i Metroen, da den var utrolig fyldt efter kl. 9.30 standart på en almindelig ferie-onsdag (og alle skulle af på Kastrup station!).
Den Blå Planet kan dog noget med kundetække og delte chokolade og karameller ud i flæng til os i køen. Og så er danskere jo et ualmindeligt kø-glad folkefærd, så humøret var højt mens kinderne blev røde af kulden.

Mine egne børn stod trofast og stille hele den stive time og ventede! Jeg var meget imponeret.

Endelig blev vi lukket ind i varmen;

Vi valgte at gå i restauranten så snart vi kom ind, der på dette tidspunkt næsten var tom. Så kunne vi gå mætte og glade ud og kigge på fisk.

Det var et godt valg, for da vi senere kom forbi der, stod de i kø for at få en plads at sidde!

Det var en fantastisk flot oplevelse af se det derude. Og vi er trætte og mætte af indtryk her til eftermiddag.

Det er ganske sikkert et sted vi kunne finde på at tage ud og se igen, når nyhedens interesse er dalet og menneskemængden vil være mere overkommelig.

~ Jeg er ikke blevet betalt for dette indlæg. Jeg skriver fordi jeg har lyst og for at dele 

en dejlig oplevelse min familie og jeg har haft. ~

Hun købte kun ørerensere...

I sidste uge mødte mødtes jeg med en jeg har kendt det meste af mit liv.
For tiden går hun og buler ud på midten. Hun har gang i noget mosteri på mine vegne og noget forældreskab på hende og kærestens vegne (Hviiiiiin, det bliver så vildt!).

Længe har det der med børnebørn været min tjans alene, og jeg hár jo forsøgt at sikre menneskehedens fremtid alene.
Men nu kommer der konkurrenter. Og hvor ér det dog fantastisk! Vi er mange der glæder os helt vildt.
Ikke mindst mig, der ikke har prøvet sådan noget med at være Moster før.
Alle de ting jeg skal strikke...

Hende der eksisterer rundt om den pige jeg skal være moster til, hun er min lillesøster.
Hende og jeg er så forskellige som nogen kan være.

I sidste uge gik vi på shopping, efter hun havde præsenteret Dalle Valles buffet for mig (herover er min Frozen Lemonade foreviget. Muuuums!).
Jeg var, pg.a. den dugfriske månedsstart, højt på gren og havde lidt at undvære. Jeg slog mig ned på en prisme, en kurv (den gamle var ligesom blevet for lille til det garn jeg har i stuen!), en halvædelsten, en anden kurv i udskåret træ (arhmen, den var billig, Det var den altså!), nye filtenåle (de var også billige) og del småting mere.

Min søster, hun købte løgpulver og en frisk omgang ørerensere. Det manglede de nemlig derhjemme.

Gad vide om jeg nogensinde får lov til, at passe hendes barn?

Godt så...

Må jeg så godt spise den der chokolademad nu? På brød?

At skabe...

Jeg har opdaget, at jeg er god til noget!

Jeg er god til at skabe.

Jeg har denne her skrøbelige lille selvtillid som lige for tiden står med armene i siden, med hovedet på skrå og siger: "Nå, hvad så hvad? Hvad ville I? Jeg kan faktisk også."

I dag har jeg været til undervisning på Sophia Seminaret. Jeg har bl.a. haft faget plasticering. Filosofien omkring det fag er, at man tager et materiale og omformer (plasticerer) det. 

Man starter med et stykke ler. Det er ret anonymt. 

Det er et stykke ler.

Idet man begynder at ælte det sker der noget. Lidt af dig. Lidt af din vilje. Der opstår en form.

Når det står færdigt er det ikke længere bare et stykke ler, men en form - lavet af ler.

Du har lagt lidt af dig selv ind i leret. Det føles ikke længere på samme måde. Selvom det dybest stadig bare stadig er ler, så vil det ikke give den samme oplevelse at beskue det.

Eller, at tage det op og føle på det.

Nu er det er form, lavet af ler. Og ikke blot ler.

Hvis I er en gruppe der er blevet bedt om at skabe det samme ud fra en grundform, lad os sige en kugle, og I lægger dem ud sammen til beskuelse, vil du ganske givet kunne genkende din egen kugle blandt de andres selvom der rykkes rundt på dem. For i din kugle lever lidt af dig. Du har formet den.

Også selvom det er i en bestræbelse på at skabe den perfekte kugle, ligesom alle de andre, og den derfor - optimalt set - ikke vil skille sig ud.

Tag et stykke råt træ. Det er anonymt. Ganske sikkert smukt, men anonymt. Lav det om til en skål.

Nu føles træet helt anderledes og - vil jeg påstå - alle vil se formen 'skål' før de ser træet. De vil se en skål lavet af træ, og ikke et stykke træ, formet som skål.

Det er plasticering.

Og sådan kan vi blive ved.

Skabelsen, plasticeringen, findes alle steder.

Indad-former og udad-former. Mere enkelt beskrives det vel egentlig ikke? Og disse kan så varieres i det uendelige.

De største skulpturer som er kendt og værdsat af generationer. Den lille skål lavet af det lille barn, stolt overleveret til dem de er hengivne overfor. Knap på værdsat. Men alligevel med stor værdi.

Formkræfterne lever.

Billedet i toppen af dette indlæg er fra tidligere i dag og fra lige før. Til venstre ses min lærers udgave af den form vi skulle efterligne. Til højre er min udgave. Endnu er basen ufuldendt. Og billedet skjuler meget af formens genialitet. Men det tager form. Jeg er tilfreds med det der skabt indtil videre. Forundret over det mine hænder skaber, når jeg lader dem arbejde i fred.

Min lærers form. Så I kan se mere af hvad der gemmer sig i øverste billede.

Da vi først fik opgaven sad jeg længe og gloede på mit stykke rå ler og ønskede at vi havde til opgave at lave en vandmand, en and, en hvad som helst. Jeg nussede omkring leret og der skete ikke en dyt!

Formen ser enkel ud, men lad dig ikke snyde. Der skal mod til.

Og først da jeg gav op. Lagde kontrollen på hylden og overlod skabelsesprocessen til mine hænder, da skete der noget. Hvad kunne der ske. Jeg kunne jo tydeligvis alligevel ikke skabe noget der bare lignede en lille smule.

Og ved I hvad? Jeg fik ros! Ikke blot af læreren, men af mine klassekammerater. Dem, hvis skaberkunst jeg halvt misundelig på, halvt beundrer, for de er så pissedygtige!

Der hvor jeg går kold og har lyst til at stille mig op og tude og smide med mine redskaber, når vi skaber, fordi jeg ALDRIG vil kunne skabe noget nær så smukt som dem!

Men med hænderne dækket af ler. Der skabte jeg.

Jeg siger jer, det var en FED fornemmelse.