søndag den 31. august 2014

Eventyr tiden i klassen

Den første uge var der spredte udbrud: "Åh nej, eventyr er kedeligt".
Og jeg blev nervøs. Nervøs for, om jeg, blot ved hjælp af en stemning, et tændt stearinlys og min stemme, kunne bringe mine elever den dybe gamle visdom, gemt i folkeeventyrerne.

Men hurtigt gik det op for mig, 'kedeligt' betyder svært.
Det er svært for mine bybørn at lytte - og kun det. De er vant til stimuli af alle slags; interaktive mobiler og tablets, tv film hvor Snehvide er for evigt printet ind på vores nethinde som en sorthåret skønhed i blå kjole.
Alle billeder er leveret, færdige og med en lille sløjfe på; værsgod, ingen grund til at anstrenge sig her.

De har set hele verden allerede inden de begynder i skole og kommer til, at kunne og vide meget mere end mig, inden deres liv er slut - gudskelov for det, i øvrigt.

Hvordan skal jeg så kunne sidde der og fortælle et lille bitte eventyr og forvente, at de lytter?

"Har du ikke nogen billeder, Synne?"

Vi skal vænne os til, at kigge indad, mens historien udfolder sig. At se, hvordan vores indre øje laver sin egne billeder af helten der frejdigt går ud af landevejen, på vej ud i verden.

På denne måde, kan jeg også fortælle historierne præcis som de blev overleveret og ikke i en halvtam version, lavet i bedste mening til børn, hvor livets prøvelser er taget ud og hvor eventyret mister sin opdragende effekt.
Jeg kan fortælle således, at Trolden netop ér den fæleste af dem alle og så hæslig, at man næsten bliver hvidhåret af skræk, blot ved at se på den.
For børnenes egne indre billeder bliver aldrig mere uhyggelige end de kan følge med i deres små sjæle.

Vi må godt gyse. Vi skal gyse når det hele bliver uoverkommeligt og vi slet ikke aner hvordan det dog skal gå.
Men de historier der bliver fortalt af voksne fra en skærm, med special effects, passende baggrundsmusik og et monster i HD der bliver kastet lige ud i armene på de små, dét kan de ikke altid tåle.
Der passer det ydre indtryk ikke til det de selv vil kunne frembringe af indre billeder og der bliver de ægte bange!

Så vi øver os, nede i klassen, på at lytte. Og ved I hvad, det går faktisk rigtig godt!
De kan nemlig godt, på trods af oddsene. De er små, viise mennesker der kan mærke, at dette er vigtigt. Jeg vil ikke kunne spørge dem om det, for deres intellekt kan ikke formidle det for dem, men deres hjerter kan mærke det.
Og jeg kan mærke deres hjerter banke når jeg fortæller.


torsdag den 28. august 2014

Guldkorn

Citater fra denne uge i 1. klasse - og blot deres 2. uge i skole:

- Efter eventyr, hvor jeg fortalte 'Hans og Grethe'; "Hvorfor var moderen ond? Jeg synes ikke hun var så ond. Hvis det ikke havde været for hende, så havde de jo aldrig fundet skatten".

- Vi talte om kys. Jeg giver gerne mine elever et kys på toppen af hovedet i håret eller i panden (det er kun mor eller far der kysser på munden). Jeg fortalte dem, at kys er små stykker kærlighed som læreren kan sætte på børnene - hvorefter et af de børn jeg har været lidt bekymret for om jeg kunne nå ind til, kom over og gerne ville have sat et stykke kærlighed i sit hår.

- Efter eventyr, hvor de havde fået lov, at knytte videre på deres små armbånd fra gårsdagens håndarbejdstime, mens jeg fortalte. En af de hurtige elever, der havde knyttet flere allerede, kom op til mig: "Synne, jeg har lavet en gave til dig" (tænkepause, mens vi kiggede i tavshed på det fine armbånd), "jeg har knyttet eventyret ind i det".

Jeg kan rigtig, rigtig, RIGTIG godt lide mit job!
Jeg har aldrig været så træt i hele mit liv, men det er ligesom om det ikke rigtig betyder så meget.

fredag den 22. august 2014

Uden faldskærm eller sikkerhedsnet!









18/8 var skæringsdatoen.
Der hvor det var slut med at drømme, slut med kun at forestille sig.
Kl. 10, mandag d. 18/8-2014 sad der en flok børn på en bænk, i en sal, ude på Amager. Det var deres første skoledag og de var SÅ klar og spændte!

Det var deres lærer også.

Måneders undren, overvejelser, tvivl, hårdt arbejde, planlægning, indre arbejde og meget meget mere, kulminerede på denne dag, hvor vi mødtes helt rigtigt.
Vi havde tyvstartet over et par gange. Først i SFOén hele sidste år da de hed Børnehaveklasse og jeg øvede mig på skolelivet som SFO pædagog - og så en enkelt gang som lærer og elever inden sommerferien (Kæpheste dagen har jeg før skrevet om, lige her).
Men denne gang var der ikke mere "lige-ved". Det var nu det gik igang.

Klasseværelset var sat i stand (det var så dén sommerferie), buketterne bundet, eventyret lært udenad.

Det var nu jeg tog springet, ændrede drastisk retning.
Sagde endeligt farvel til sygeplejersken og goddag til lærerinden.

Nu er første uge slut og jeg har knoklet! Min klasse har ikke forladt mine tanker mange øjeblikke.
Klokken blev både 22 og 22.30, mens jeg stadig forberedte mig til næste dag, skrev mails til forældre eller strikkede på årets første fødselsdagsgave.
Nye tvivl, nye overvejelser, ny planlægning overtog den gamle i glidende overgang.

Min klasse og jeg, vi lærer vores vej i skolen sammen. Vi øver os allesammen i, at gå i skole.
Jeg forsøger, at lære dem lidt om livet, universet og alt det der (her i starten øver vi os dog mest på at tie stille når læreren taler og binde snørebånd) og de lærer mig noget om, at være menneske.

Det er SÅ vildt! Og jeg ELSKER det.
Hvem havde set dén komme?


mandag den 16. juni 2014

Fra menneskenes verden...

Til John Doe,

Tankerne kravler ud af mit hoved og mit hjerte, igennem mine fingre og lander på papiret.
Forhåbentlig springer de ikke op som splintre i øjnene på dem der måske læser disse tanker engang.

Et pendul svinger frem og tilbage, argument - modargument. Træk - modtræk. Sympati - antipati.
Den menneskelige psyke og det mellemmenneskelige sociale spil pendulerer.
Frem og tilbage.

Men pendulet hænger fast i noget, for at kunne svinge frem og tilbage. 
Et reb?

Men hvad hænger rebet så fast i? Og hvad hvis vi kravler op af rebet?

Hvad findes der, deroppe hvor argumentet og modargumentet starter?

Hvad sker der hvis vi følger tanken tilbage til undtagelsestilstanden? Der hvor den fødes.
Hvad sker der, hvis vi holder op med at forsvare os selv på kraftigt?
Hvad sker der, hvis vi holder op med at fælde vores domme, både over os selv og hinanden?

Hvad sker der, hvis vi alle lægger det hele ud på bordet? Også alt det grimme som vi ikke vil være ved, det vi skammer os over.
Alle de små ord vi har spyttet ud i vrede. 
Ligegyldigheder når det ophidsede øjeblik er overstået. Men, små ord kan være som arsenik, langsomt bliver de en del af os og først når det er for sent, der mærker vi virkningen, giften.

Hvad sker der, hvis vi lukker luften ud af ballonen? Den ballon med indestængthed der nu har vokset sig så stor inde i vores midte, at vi hver især står presset op af muren og gisper efter luft, i det fælles rum vi bevæger os i.
Hvad sker der hvis vi tilgiver, måske mest af alt os selv? Hvis vi tilgiver os selv, kan det måske være nemmere at rumme andres fejl og tilgive dem?

Hvad sker der hvis vi bare elsker og holder blidt om glæden?
Hvad sker der hvis glæden og kærligheden har lyst til at blive hos os så længe, at den kan tage bolig?
Virkelig flytte ind og gennemsyre alt hvad vi gør.

Vil vi så overhovedet have brug for at tilgive?

Kh,
Synne

tirsdag den 10. juni 2014

Sendebud fra skoven

Her i pinsen gik der 'noget' i mine fingre.

Min fantasi gik på strejfespor og sendte impulser til mine hænder.
Mit hjerte bankede og noget tog form.

Hvad det blev til, spørger du?
Jeg er ikke helt sikker på hvad navnet er. Men et af jordens børn, dét er hun.
Og selvom hun nu er ret vild med, at rende rundt i skoven og svinge med halen over den bare rumpe, så insisterer jeg på, at hun snart får noget tøj.

"Snart..." siger hun åndsfraværende og svinger lidt med halen.






LinkWithin

Related Posts with Thumbnails