mandag den 16. juni 2014

Fra menneskenes verden...

Til John Doe,

Tankerne kravler ud af mit hoved og mit hjerte, igennem mine fingre og lander på papiret.
Forhåbentlig springer de ikke op som splintre i øjnene på dem der måske læser disse tanker engang.

Et pendul svinger frem og tilbage, argument - modargument. Træk - modtræk. Sympati - antipati.
Den menneskelige psyke og det mellemmenneskelige sociale spil pendulerer.
Frem og tilbage.

Men pendulet hænger fast i noget, for at kunne svinge frem og tilbage. 
Et reb?

Men hvad hænger rebet så fast i? Og hvad hvis vi kravler op af rebet?

Hvad findes der, deroppe hvor argumentet og modargumentet starter?

Hvad sker der hvis vi følger tanken tilbage til undtagelsestilstanden? Der hvor den fødes.
Hvad sker der, hvis vi holder op med at forsvare os selv på kraftigt?
Hvad sker der, hvis vi holder op med at fælde vores domme, både over os selv og hinanden?

Hvad sker der, hvis vi alle lægger det hele ud på bordet? Også alt det grimme som vi ikke vil være ved, det vi skammer os over.
Alle de små ord vi har spyttet ud i vrede. 
Ligegyldigheder når det ophidsede øjeblik er overstået. Men, små ord kan være som arsenik, langsomt bliver de en del af os og først når det er for sent, der mærker vi virkningen, giften.

Hvad sker der, hvis vi lukker luften ud af ballonen? Den ballon med indestængthed der nu har vokset sig så stor inde i vores midte, at vi hver især står presset op af muren og gisper efter luft, i det fælles rum vi bevæger os i.
Hvad sker der hvis vi tilgiver, måske mest af alt os selv? Hvis vi tilgiver os selv, kan det måske være nemmere at rumme andres fejl og tilgive dem?

Hvad sker der hvis vi bare elsker og holder blidt om glæden?
Hvad sker der hvis glæden og kærligheden har lyst til at blive hos os så længe, at den kan tage bolig?
Virkelig flytte ind og gennemsyre alt hvad vi gør.

Vil vi så overhovedet have brug for at tilgive?

Kh,
Synne

tirsdag den 10. juni 2014

Sendebud fra skoven

Her i pinsen gik der 'noget' i mine fingre.

Min fantasi gik på strejfespor og sendte impulser til mine hænder.
Mit hjerte bankede og noget tog form.

Hvad det blev til, spørger du?
Jeg er ikke helt sikker på hvad navnet er. Men et af jordens børn, dét er hun.
Og selvom hun nu er ret vild med, at rende rundt i skoven og svinge med halen over den bare rumpe, så insisterer jeg på, at hun snart får noget tøj.

"Snart..." siger hun åndsfraværende og svinger lidt med halen.






søndag den 23. marts 2014

En lille snittet ske



Det startede med en lille blok lindetræ og en ny indkøbt hulkniv (yay for nyt værktøj!).

En søndags tid senere, lå der en lille fin ske.
Min første, men ikke den sidste!
Jeg har længe ønsket mig, at prøve at snitte en ske. I dag kom fik jeg endelig muligheden og jeg er ret godt tilfreds med sådan et første forsøg.
Mens børnene gyngede, gravede huller og serverede muddersuppe for mig, så sad jeg der i forårssolen og snittede.

Oh livsglæde, jeg fangede dig! Lige der midt i solen.



søndag den 9. marts 2014

Forår






Lige midt i de sidste krampetrækninger. Der hvor man, blødende og hivende efter vejret, fandt sig på arenaen.
"Nos Morituri te Salutamus!" sagde vi, uden passion, mens vi gjorde hvad der var nødvendigt!

Men så skete der noget heroppe i Norden.
Lyset fandt, noget der minder om ganske pludselig, sin vej.
Vi stoppede forbløffet op.
Missede en smule op imod himlen. Kiggede forvirret på hinanden.
Hvad er dog dette underlige fænomen?

Svaret kom med fuglene. De er vendt tilbage.
De lover sol og varme.
Spirende liv og grønne enge.

Oh forår. Du kom lige i rette tid.
Hvordan vidste du det?

LinkWithin

Related Posts with Thumbnails